Hugget i sten – lapidarisk

Det er svært at få ned på ord som ordblind. Nu har jeg lige brugt en hel del tid på at forsøge, i flere år og isoleret fra meningen. Jeg har også været del af en familie, det har de…

Hugget i sten - lapidarisk

Source

Det er svært at få ned på ord som ordblind.
Nu har jeg lige brugt en hel del tid på at forsøge, i flere år og isoleret fra meningen. Jeg har også været del af en familie, det har de fleste vel. Og jeg har rejst i det uendelig og tænkt på de døde. Et ukendeligt farvel. Det har du vel også. Så det er ikke det. Det er mit indre jeg gerne vil dele med dig. Ligesom mine ord. Blot husk på at man sjælden skriver som det var, men som man ønsker det var. I mine billeder er min familie gemt et sikkert sted.
 
De ord er tilfældige, fordi jeg ser på dem som små skibe, der kommer sejlende, noget fragter de oppe i vandet, og noget følger dem dybt nede. Som en hval som følger en skygge af sig selv. Dette noget er værkernes indhold, ikke ’indholdet’. Små sandkorn af min sjæl, eller det der er tilbage af den.

Eller i et meditationsrum med robotter, parallelt med hverdagslivet med fødsler, død og madindkøb. Naturkatastrofer, lysforurening eller miljømæssige problemer, som kommer buldrende. En evig jagt på at finde en der lytter på talestrømmen. En blanding af Too much information eller Fear of falling out. Og det er svært i vores tid, særligt efter Trump eller i disse Corona tiden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *